Åbent borgermøde med Københavnernes Klimaborgerting

Onsdag den 31. januar 2024 inviterede vi til et offentligt borgermøde sammen med Københavnernes Klimaborgerting.

Hvordan ser det gode og klimavenlige storbyliv ud i fremtidens København? Det var spørgsmålene, vi ønskede at høre deltagernes ideer om, samt hvad der er vigtigt for dem.

Mødet var det første åbne møde i Københavnernes Klimaborgerting, hvor de fremmødte fik mulighed for at møde de 36 medlemmer, høre om deres arbejde og give input til, hvad de fandt vigtigt, at klimaborgertinget skulle have fokus på.

Politikerne i Borgerrepræsentationen havde bedt Københavnernes Klimaborgerting om at udarbejde anbefalinger, der kan svare på spørgsmålet: Hvordan ser det gode københavnerliv ud med en langt mindre udledning af drivhusgasser fra forbruget af bl.a. mad, bolig og transport, og hvordan når vi bedst derhen sammen? Derfor havde klimaborgertinget bl.a. arbejdet med, hvordan vi kan sænke vores CO2-aftryk fra mad, den måde vi bor og bygger på, og i vores transportvaner.

På mødet var der også mulighed for at møde kommunens unge klimaambassadører og høre om deres arbejde med, hvordan det gode børne- og ungeliv kan se ud med langt mindre CO2-udledning fra forbrug af mad, bolig og transport.

Mødet blev afholdt med følgende Dagsorden:

  • Velkomst v. teknik- og miljøborgmester Line Barfod
  • Introduktion til Klimaborgertinget og temaer
  • Runde 1: Dialog og input ved bordene 
  • Præsentation af unge klimambassadørers arbejde
  • Runde 2: Dialog og input ved bordene
  • Afrunding og tak for i dag